fbpx

Min historie

Min historie

Jeg havde egentlig givet lidt op. Jeg magtede ikke endnu et forsøg på at tabe mig, for jeg vidste at det var dømt til at mislykkedes. Jeg kunne ikke længere leve under de skrappe restriktioner som en kur krævede, og min motivation til at gøre noget aktivt kunne ligge på et meget lille sted. Jeg levede egentlig sundt nok, spiste varieret, trænede en del, men min krop var større end det ønskede ideal, så derfor lå det altid i baghovedet, at jeg skulle gøre noget ved det! 

Jeg havde gjort det før, altså været på kur, tabt en masse kilo, og ja, jeg blev tynd. Det var bare ikke holdbart og mit forhold til mad blev stille og roligt mere og mere forstyrret. Da jeg var allertyndest husker jeg tydeligt, at jeg stadig ikke var tilfreds. Jeg skammede mig stadig over dele af min krop og havde lyst til at gøre dem mindre. Jeg nåede lavpunktet op til et fotoshoot, hvor jeg stort set ikke spiste i to uger, og nåede under den magiske grænse jeg havde sat inde i mit hoved. Jeg blev under grænsen præcis længe nok til det fotoshoot var overstået og så lod jeg vægten at stige et par kilo igen. Det var simpelthen ikke en grænse, der var rar at være under, for jeg var så sulten! Vægten steg helt af sig selv, da jeg begyndte at spise igen, men det var en god erkendelse for mig at mærke, at det der magiske tal faktisk mere var et forhekset tal, som det snæversynede BMI havde plantet i mit hoved. 

Jeg holdt vægten nede i et par år ved konstant at være opmærksom på alt hvad jeg spiste, som i ALT! Mad fyldte enormt meget i mit hoved, og jeg holdt nøje regnskab med kalorierne, så ugen i sidste ende gik nogenlunde lige op, helst lidt i underskud. Jeg fik masser af ros af mennesker omkring mig for min tynde krop, ingen bemærkede hvor fikseret jeg var blevet på maden. Det var en udfordring at skulle ud og spise, for så vidste jeg ikke hvad der blev serveret og jeg kunne ikke holde regnskab. Heldigvis kunne jeg træne mig til at måtte spise flere kalorier, så der blev ofte lagt lidt ekstra hård træning ind på de dage, hvor jeg stod foran en middag, som jeg ikke selv havde tilberedt og nøje vejet af. At medbringe min egen køkkenvægt vidste jeg godt var socialt uacceptabelt, så jeg lærte også hvor meget en kartoffel vejer, for så skulle jeg bare huske alt jeg havde spist, og så notere det ind når jeg kom hjem. Lyder det som vejen til en spiseforstyrrelse? Ja, det kunne det meget vel have været. 

Nu stod jeg så her, et par år senere og vægten var tilbage hvor jeg startede. Mit forhold til mad var stadig ret fucked, det heler ikke bare sådan lige sig selv, men jeg følte egentlig ikke, at jeg havde et problem før jeg begyndte at løse det. Jo, der var noget, der ikke var helt rigtigt, det kunne jeg godt mærke, men jeg vendte det indad. Det er blevet så normaliseret at hade sin krop, at føle sig skyldig og skamfuld over det man spiser, at stresse over at spise det rigtige, at kæmpe med tallet på vægten, at begrænse sin spisning for derefter at overspise – alle gør det! Så det er vel sådan det er at være kvinde/voksen/menneske…?! Jagten på det tynde ideal stopper aldrig….! 

Da jeg helt tilfældigt fandt intuitiv spisning, var det som om alle brikkerne faldt på plads. Pludselig stod det lysende klart for mig, hvorfor mit forhold til mad var så konfliktfyldt og hvorfor jeg følte, at jeg ikke slog til i mine mislykkedes forsøg på at blive tyndere. Jeg var fanget i slankekurskulturen og havde været det længe! Da først det gik op for mig, kunne jeg ved hjælp af principperne bag intuitiv spisning begynde at hele mit forstyrrede forhold til mad, og aflære alt det slankekurskulturen har presset ned over hovedet på mig i så mange år. Jeg kunne slippe følelsen af, at min krop ikke var god nok. Jeg kunne droppe den dårlige samvittighed når jeg spiste noget, der tidligere var forbudt. Jeg havde endelig fundet det, som jeg ubevidst havde søgt efter i mine diverse forsøg på at tabe mig: Madfrihed og kropsaccept! Det var ikke et quick fix, selvom det kunne have været en god historie. Det er en proces som kræver tid og tålmodighed, men det er til gengæld en langt sundere og mere holdbar måde at leve på, for nu er det mig, som bestemmer tempoet og sætter kursen, og ikke en kalorieberegner. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.